En håndsrækning til lokalsamfundet
Der kommer mange mennesker til Åben Konfliktrådgivning. De kommer for at få hjælp til det, der gør ondt, søskendejalousi, knas i parforholdet, bedsteforældre, der ikke må se deres børnebørn, skænderier med naboen, uoverensstemmelser med børnenes skole, ballade med teenagerne, kultursammenstød om mange andre konflikter, som kan forpeste hverdagen.
Af Kathrine Toftkær, journalist Center for Konfliktløsning
Siden 2002 har Åben Konfliktådgivning tilbudt gratis og anonym støtte til konfliktløsning.En af dem ligger i Nordvestkvarteret:
”Folk søger råd, fordi de vil have noget godt ud af konflikten. Hvis man bare vil have ret, kommer man jo ikke til os. Man kommer, når det er for smertefuldt ikke at gøre noget ved den konflikt, som man er en del af. Det er et stort skridt for mange at komme, men når folk først er kommet, giver det gode muligheder for at løsne op for tingene”, siger Mette Geldmann fra Åben Konfliktrådgivning.
Hun har mere end 10 års erfaring i at arbejde med konflikter, og i de seneste tre år har hun arbejdet med Åben konfliktrådgivning. Det stigende behov for rådgivning, gav hende ideen til den nye rådgivning i Kulturhuset Bispebjerg Nordvest.
En times rådgivning løser meget
Åben Konfliktrådgivning er en frivillig professionel rådgivning, hvor man kan henvende sig anonymt og få hjælp til at klare konflikterne. At løse en konflikt handler ikke om at blive enige, men om at få større forståelse og åbenhed overfor hinanden. Derfor er det vigtigt, at lede efter et positivt motiv i det, som modparten gør eller siger.
En del af arbejdet i Åben Konfliktrådgivning går altså ud på, at få folk til at se deres konflikt med andre øjne. Men lige så vigtigt er det at give folk et rum, hvor de kan komme til orde. Konflikter kan gøre ondt og skabe sorg, vrede og frustration, og i Åben Konfliktrådgivning oplever man tit, at folk begynder med at skælde ud. Ofte skal man have luft, inden man kan begynde at arbejde med det, der plager en.
I første omgang får man en times rådgivning og for rigtig mange er det nok:
”Når man selv er i konflikten, kan det være helt umuligt at se, hvad an kan gøre. Man kan være så meget i sine følelsers vold, at man har mistet overblikket. Derfor oplever mange det som en stor hjælp at få nogle helt udenforstående som os til at se på deres konflikt. Vi er jo neutrale og fokuserer på løsninger”, siger Mette Geldmann.
Alle rådgivere har samme drejebog
Alle rådgivere i Åben Konfliktrådgivning er uddannede konfliktløsere fra Center for Konfliktløsning, og de har alle været med som føl hos en erfaren rådgiver, inden de fik mulighed for at arbejde selvstændigt. Desuden er der altid to rådgivere i Åben konfliktrådgivning, fordi det giver flere øjne og vinkler på problemet.
Rådgiverne arbejder ulønnet og på skift, men alle følger samme ”drejebog” for samtalerne med de mennesker, der søger hjælp. Rådgiverne har forskellig baggrund både fagligt og personligt, men i den åbne rådgivning har de den samme opgave nemlig at skabe struktur i samtalen, at være aktivt lyttende, at hjælpe brugeren til at se sin egen rolle i konflikten og at hjælpe med at opstille handlemuligheder.
Principperne for rådgivningen står også fast – rådgiverne har tavshedspligt, der bliver ikke skrevet nogen form for journal, men taget notater så de professionelle erfaringer kan gives videre.
Rådgivningen er åben for alle, men kan ikke hjælpe alle med deres problemer. Mennesker med aktivt misbrug eller psykisk sygdom bliver ofte henvist til andre tilbud, der bedre kan møde deres behov. Det sammen gælder dem, der vil i psykoterapi:
”Vi spørger som regel ikke ”hvorfor”. Vi spørger ikke til folks baggrund, for det her er ikke et terapeutisk forløb. Vi tager udgangspunkt i den konkrete konflikt, her og nu, og i de handlemuligheder, der er i forhold til den”, siger Mette Geldmann.
En håndsrækning til hele kvarteret
Rundt om Kulturhuset breder Nordvestkvarteret sig med industrigrunde, åbne grønne områder, små klatter af parcelhuse og store grupper lejekaserner. Boligblokkene blev opført som mønsterboliger for en stolt arbejderklasse i 1930’erne, 40’erne og 50’erne. Senere blev Nordvest berygtet som en forsumpet bydel for socialt udstødte, og for ti år siden var det Københavns fattigste bydel med det højeste aldersgennemsnit.
I dag er de kommunale boliger solgt til andelsboliger eller til almennyttige boligselskaber og det har skabt nye skel i bydelen mellem ejerne og lejerne.
Lone Raffel som er souchef i Kulturhuset er glad for, at Åben Konfliktrådgivning nu får kontor i Nordvest:
”Vi bor jo midt i stormens øje”, siger hun, og understreger, at Åben Konfliktrådgivning passer fint med de øvrige initiativer, der bliver taget for at gøre Nordvest til et godt sted at være:
”Vi er mange forskellige slags mennesker her, og det er vigtigt at vi kan mødes på en god måde. F.eks. har vi haft arrangementet Dans i Nordvest, fordi det er bedre at danse end at kaste med brosten. Og vi har allerede en ungerådgivning her i Kulturhuset, og vi ser frem til, at der kan blive et gensidigt samarbejde mellem dem og Åben Konfliktrådgivning.”
”Det er godt for hele kvarteret, hvis folk bliver bedre til at løse konflikter. Jeg håber i hvert fald på, at det vil give nogle færre øretæver i de små hjem”, siger Lone Raffel.
Offentliggjort første gang på Center for Konfliktløsnings hjemmeside, 2007.































































