Juni 2008
Ny hjemmeside
Center for Konfliktløsning har i al stilfærdighed lanceret sin nye hjemmeside med anderledes og spændende tilbud til brugerne. På den nye side finder du blandt andet Videnscenter med en samling artikler og tekster om forskellige aspekter ved konfliktløsning. Samtidig er oplysningerne fra den gamle hjemmeside bibeholdt, så også på den nye side finder du oversigt over CfKs kurser og uddannelser, beskrivelse af vores tilbud til arbejdspladser og institutioner, information om CfKs baggrund og værdier m.m.m.
Den nye hjemmeside vil løbende blive udvidet med nyt indhold og andre services, blandt andet en række debatfora, hvor blandt andet CfKs medlemmer får mulighed for at mødes, debattere og udveksle viden og oplysninger. Mere information følger, som arbejdet med dette forum skrider frem.
Find vores nye hjemmeside på www.konfliktløsning.dk
Ros og kritik, forslag, idéer og tilføjelser er meget velkomne, og sendes til center@konfliktloesning.dk
Fonden for innovativ konfliktløsning
Siden 1. april 2007 har en gruppe knoklet med at skabe rammerne for en fond, der skal ”give konkrete løft til mennesker og organisationer, der arbejder innovativt for at møde samfundsmæssige konflikter, ikkevoldeligt og kreativt problemløsende.”
Fonden er en del af Center for Konfliktløsnings vision og handlingsplan fra 2005, også kaldet ”Renæssancemodellen”.
Efter mange forslag og diskussioner har fonden fået navnet ”Fonden for Innovativ Konfliktløsning”, og de første penge er skæppet i kassen fra blandt andet salget af bogen ”Konflikt og Kontakt.”
På et møde i juni måned nedsatte en gruppe aktivister tre arbejdsgrupper, som sammen skal tage de sidste skridt til at gøre fonden til en realitet – en markedsføringsgruppe, en gruppe, der skal finde gode historier om fredelig konfliktløsning fra hele verden, og en gruppe, der skal rejse de økonomiske midler, der mangler, inden fonden har den nødvendige startkapital.
Som motto har folkene bag fonden valgt et citat af Ghandi:
”Hvis vold er den sidste udvej, så lad os i fællesskab ofre den næstsidste lidt mere opmærksomhed.”
Konference i Århus:
At forstå konflikter - interkulturelle perspektiver
Til august er Århus Universitet vært for denne internationale konference, der skal kaste lys over forskellige kulturelle tilgange til konflikter og konfliktløsning.
Konferencens hovedtalere er:
Russell Hardin, professor i politologi på New York og Stanford universiteterne.
Zygmont Baumann, professor emeritus i sociologi ved Leeds University, Storbritannien.
Amina Wadud, professor i islamiske studier ved Virginia Commonwealth University, USA.
Pumla Gobodo-Madikizela, professor i psykologi ved University of Cape Town og Senior Consultant ved Institute for Justice and Reconciliation, Cape Town.
I alt vil mere end 100 konflikteksperter fra verden over deltage i konferencen som talere, ledere af workshops mv. Fra Danmark kan man blandt andet møde Vibeke Vindeløv, professor i konfliktmægling ved Københavns Universitet og mægler ved CfK.
Konferencen finder sted fra 19. til 22. august 2008.
Læs om indhold og find præsentationer og praktiske informationer på www.understandingconflicts.net
Netværk for GRUK'ere
Tidligere deltagere på Grunduddannelse i Konfliktløsning (GRUK) er gået i gang med at danne et netværk. Netværket skal være rammen om GRUKernes diskussioner, idéudveksling og sparring. Blandt andet har initiativtagerne planer om at arrangere træningsmøder, hvor medlemmerne får mulighed for at arbejde med de redskaber, de har lært på GRUK, samt temamøder om konfliktfaglige emner.
Det er tidligere GRUKer, Francois Pichon, der arbejder på frivillig basis med at facilitere netværket. Han har lagt sig i selen for at opspore gamle GRUKere, har stået for de tre møder, der indtil nu er holdt i netværket og oprettet en GRUK-gruppe på Groupcare.
Er du tidligere GRUKer (eller kender du en), og vil du være med eller bare høre nærmere? Så kontakt Francois Pichon på fp@konfliktloesning.dk
CfK i europæisk netværk
Center for Konfliktløsning er blevet medlem af European Mediation Network Initiative (EMNI), et netværk stiftet i september 2007 af 60 europæiske organisationer, grupper og mindre netværk, der arbejder med mægling og konfliktløsning. EMNI arbejder først og fremmest ved at organisere konferencer for europæiske organisationer om mægling på alle niveauer.
I april 2008 deltog Aase Rieck Sørensen og Bjarne Vestergaard fra CfK i mæglingskonferencen, ”Building Relationships and getting Results”. Den fandt sted i Belfast og var organiseret af de skotske og irske netværk for mægling - The Scottish Mediation Network and Mediation Northern Ireland.
Læs mere på
www.mediationeurope.net
www.mediationconference.eu
Hvad vil vi med krigen?
Stærkt fagligt indslag på CfKs generalforsamling
Vanen tro bød Center for Konfliktløsnings generalforsamling også i år på et fagligt indslag. Denne gang havde centret inviteret Kai Frithjof Brand-Jacobsen, direktør for fredstrænings- og researchorganisationen PATRIR.
Hans oplæg handlede om krig, fred og international konfliktløsning og var båret af hans egne praktiske erfaringer med konfliktløsning i en række af verdens brændpunkter.
Ved generalforsamlingen talte han dunder til de fremmødte:
”Ideologiske diskussioner om ikke-vold ændrer ikke noget som helst. Vi skal vise alternativerne til krig og vold i praksis, og vi har brug for dygtige praktikere. Konfliktløsning er ikke noget, man kan lære ved at læse i en bog. Det er ikke kun teori. Det svarer til at forestille sig en læge, der kun har en teoretisk uddannelse – eller en pilot…”
”Kend din krig” kunne man have kaldt Kai Frithjofs indlæg, hvor han flere gange opfordrede til at tage krig for, hvad det er:
”Der er ikke noget mærkeligt i, at der er krig i verden. I stedet for at undre os over det, skal vi se tingene i øjnene og forstå, hvordan de hænger sammen.” … ”Danmark er jo også et land i krig. Og det er da en god anledning til at tage en åben og demokratisk diskussion om, hvad vi vil med krigen.”
”Konfliktløsning skal ikke være en ideologi, den skal basere sig på forståelse for de faktiske forhold.”
Læs hele referatet af Kai Frithjofs indlæg i artiklen ”Krig er en god forretning” på www.konfliktloesning.dk































































