Andre skikke. Sprogproblemer. Modstand. Fordomme. Kulturmødet går ikke altid stille af, og det gør Center for Konfliktløsnings uddannelse i interkulturel konflikthåndtering heller ikke. Der bliver knoklet igennem. Alligevel kunne en deltager komme med denne melding, en månedstid efter at han havde gennemført uddannelsen:
”Det er simpelthen noget af det bedste jeg har deltaget i af kurser, og det gav mig lige præcis det jeg ledte efter af værktøjer. Min hverdag er blevet langt bedre og mere forståelig, så jeg trives væsentligt bedre.”
Til dagligt arbejder han som varmemester i et almennyttigt boligbyggeri, og som de øvrige deltagere fik han rig lejlighed til at se nærmere på både sin hverdag og på sig selv i løbet af uddannelsen.
Af Kathrine Toftkær, journalist, CfK.
Kultursammenstød opstår, når parterne spiller efter forskellige regler. Og det bliver værre, når de ser hinanden som typer i stedet for som individer. Så enkelt kan det siges og så vanskeligt er det at have med at gøre. På uddannelse i Interkulturel Konflikthåndtering er intet helligt og deltagerne får rig lejlighed til at se dybt ind i kulturforskellene – og ind i sig selv.
For kulturmødet handler om værdier, ikke mindst ens egne.
Begrebet værdier er på mode i disse år, og det bliver brugt i flæng om alt fra opdragelse og adfærd til holdninger og tankemønstre. Problemet med værdier er, at de er så personlige og svære at tale om – det bliver hurtigt til skænderier og beskyldninger i stedet for dialog.
På uddannelsen i Interkulturel Konflikthåndtering kommer værdierne helt bogstaveligt på bordet, når deltagerne bliver sat til at spille ”Værdispillet”, som går ud på, at spillerne først enkeltvis og derefter sammen finder frem til deres ti vigtigste værdier.
Det går ikke stille af sig, for hvad er vigtigst – kærlighed eller personlig frihed? Retssamfund eller familie? Uddannelse eller kreativ udfoldelse? Børn eller historiens visdom?
Stemningen bliver mere og mere hed, efterhånden som der skal luges ud i værdierne – for hver gruppe skal ende med ti stk..
”Du kan da ikke sige, at familie er vigtigere end personlig frihed”, lyder det frustreret fra en.
”Nej, jeg nægter altså at tage retssamfundet ud”, udbryder en anden.
Ingen vil holde pause og ingen vil stoppe – dette er værdikamp, der er til at tage og føle på.
Samtidig dæmrer det langsomt, at dette også er noget andet – en øvelse i, hvor vanskeligt og følsomt det er at skulle forsvare sine værdier. Og en indsigt i, at et menneskes værdier ikke er noget statisk, men noget der afhænger af, hvem man lige er lige nu.
Ethvert menneske er sammensat af mange forskellige identiteter, som vægtes forskelligt i forskellige sammenhænge. Man kan for eksempel sagtens være både sagsbehandler, mor, kæreste, vegetar, musikalsk, veninde, datter, søster, intellektuel og verdensborger – man er det bare ikke lige meget hele tiden.
På samme måde kan man være mere eller mindre religiøs, alt efter om man er sammen med andre troende eller en tur i byen med gutterne.
Der bliver kradset i deltagernes fordomme og generaliseringer, når de spiller værdispillet. Og endnu mere ved præsentationsøvelsen, hvor hver deltager beskriver sig selv med et ord som grifles ned på et stykke papir og lægges på stolen.
”Feminist” står der på en seddel
”Mor”, står der på en anden: ”Verdensborger”, ”Fortæller”, Farfar”, ”Akademiker”, ”Krop” og så videre. Efter en kort redegørelse for sin egen beskrivelse flytter man plads og overtager en andens beskrivelse af sig selv, som man så skal sige noget om.
Utroligt, så mange holdninger og følelser og associationer det samme ord kan vække i forskellige mennesker.
Utroligt, så let det er at dømme andre på en betegnelse.
Javel ja, vi er alle mennesker og ingen af os har kun en enkelt facet. Nu er det prøvet og oplevet på egen krop. En vigtig indsigt, men problemerne er der jo stadig. Det er stadig bisse svært at tale sammen over kulturkløften og det er ligesom ikke nok at sige, at vi bare er mennesker alle sammen.
På dette tidspunkt åbner uddannelsens undervisere op for ny indsigt i de kulturelle forskelligheder, der kan forkludre selv de mest velmenende forsøg på at tale sammen – for eksempel spørgsmålet om troværdighed og brugen af følelser.
Troværdighed er nemlig et begreb, der kan variere voldsomt fra kultur til kultur. At præsentere sig selv som vigtig og betydningsfuld er i den ene kultur en anbefaling i sig selv, mens det i den anden kultur bliver stemplet som pral og selvhævdelse.
På samme måde tillægger nogle kulturer følelsesudbrud stor værdi – de viser jo, hvor vigtig og alvorlig sagen er. Mens andre kulturer sætter en ære i at holde masken og ser det afdæmpede udtryk som garanti for seriøsitet.
Omdrejningspunktet i uddannelsen i Interkulturel Konfliktløsning er de muligheder, hver enkelt deltager og gruppen som helhed finder frem til gennem den konstante vekslen mellem øvelser, ny indsigt og mere viden.
Ideer og tanker bliver prøvet af i praktiske øvelser. Deltagernes egne helt konkrete problemer og hverdagsfrustrationer bliver også taget under praktisk behandling. Flere og flere tråde bliver udredt:
Måske blev hun ikke sur, fordi du er dansker. Måske blev hun sur, fordi hun var bekymret for sit barn.
Måske hidsede jeg mig ikke op over det, han sagde, men over det jeg troede, lå bag hans ord.
Flere og flere løsninger bliver afprøvet:
Man kunne måske spørge til noget andet, end man plejer.
Man kunne måske forsøge at anerkende uden at være enig eller give ret.
Man kunne…
Uddannelse i Interkulturel Konflikthåndtering er en rejse ind i sig selv og ud i Danmarks og verdens forskelligheder.
Samtidig giver uddannelsen en vifte af muligheder og redskaber til at sikre, at mødet mellem forskellige kulturer rent faktisk bliver et møde og ikke et sammenstød.
At det kan lade sig gøre, er uddannelsen et godt bevis på.
Prøv selv!
Offentliggjort første gang på CfKs hjemmeside, marts 2008