Hvordan fortsætter vi som mennesker og som samfund bedst efter store overgreb – efter tilgivelse, retfærdighed eller begge dele ?
Af Vibeke Vindeløv, dr.jur., mægler og underviser, Center for Konfliktløsning
De naturlige menneskelige reaktioner efter overgreb er for ofret et ønske om hævn og at retfærdigheden skal ske fyldest, for gerningsmanden ønsket om at glemme, at komme videre. Ingen af disse reaktionsmåder medfører forsoning.
Al hidtidig erfaring med forsoning viser, at de tre vigtigste faktorer i opnåelse af forsoning er viden om det skete, vilje til at lære af historien og genopretning af værdighed hos såvel offer som krænker. At ofret får mulighed for at fortælle sin historie skal derfor kombineres med, at gerningsmanden får mulighed for at påtage sig sit ansvar direkte overfor den krænkede. En straf skal derfor ikke have som formål at forkrøble eller isolere, men tværtimod at genoprette også gerningsmandens værdighed, således at han finder sig værdig til at indgå i et samfund som en normal borger.
Retssystemet rummer ringe muligheder for forsoning. Ikke fordi, det at stille til ansvar eller få en straf i sig selv er forkert. Men når koblingen mellem straf og gerning sker ved domstolene og der ikke skabes direkte forbindelse mellem offer og gerningsmand, bliver handlingen abstrakt i en sådan grad, at den bliver meningsløs – for både offer og gerningsmand.
Og som Desmond Tutu siger, kan mennesket tåle megen lidelse, men ikke meningsløshed.
Den korteste vej til at give en vis form for mening, bliver derefter for ofret at forlange gerningsmanden straffet, fjernet fra det gode selskab; for gerningsmanden, at retfærdiggøre sin handling og ellers søge at glemme den. Men vejen er sjældent tilstrækkelig.
Forsoning forudsætter parternes personlige deltagelse, og ny indsigt hos parterne både om deres egen og den anden parts rolle i konflikten. Forhåbentlig vil indsigten være af en sådan karakter, at der er grundlag for at transformere den konfliktfyldte relation til en relation baseret på forståelse for et menneskeligt fællesskab.
Som jeg anvender begrebet bliver forsoning først aktuel, når krænkelsen er så stor, at den egentlig er utilgivelig. Ellers kræver det blot, som Løgstrup siger, en smule storsind. Men overgreb, som ikke forsones, tiltrækker energi i en sådan grad, at det forhindrer den krænkede i at leve et normalt liv og forkrøbler derfor både den enkelte og det omgivende samfund.
Behovet for forsoning bliver aktuel, når sorgen er så dyb eller smerten så stor, at den, som føler dette enten slet ikke magter at indgå i nogen form for sameksistens med den anden part, dvs. slet ikke er i stand til at gennemføre en konfliktløsningsproces. Eller når en part, til trods for en løsning på det praktiske plan, alligevel er martret af smerten eller sorgen. I så fald bliver forsoning et næste skridt, efter konfliktløsning. Den praktiske sameksistens kan være formidlende, men er ikke selve forsoningen.
Et vigtigt element i forsoning er sorgen. Sorgen over den eller det, man har mistet. Man kan have mistet en nær ven eller slægtning, ved død, skilsmisse eller ved svigt. Man kan have mistet sin førlighed eller man kan have mistet sig selv.
Sorg kan være savn. Sorg kan være vrede og bitterhed, rettet mod mennesker, mod Gud, tilværelsen selv. Sorg kan være tavs og apatisk, den kan være smertefuld fortvivlelse eller sort skyldfølelse.
Det kan være svært for et offer eller for et offers familie at forstå, at krænkeren også føler dyb sorg over det skete: ”Var det virkelig mig, der gjorde det? Er jeg sådan? I virkeligheden er jeg et betænksomt, følsomt menneske.” Også for soldaten i krig er sorgperspektivet nødvendigt: når krigen ikke mere er en ”hellig” krig, er soldaten ikke længere helt, men drabsmand.
Eller det kan være vanskeligt for den forladte ægtefælle at acceptere, at den anden ægtefælle også har mistet.
Det sorgarbejde, som begge parter skal igennem, den nødvendige gennemlevelse, det er det, de to parter har til fælles, og som til sidst kan føre til forsoning. Processen kan formidles ved at den enkelte fortæller sin historie, føler smerten, tabet, vreden og ved at man arbejder i et fællesskab og oplever den andens menneskelighed.
Dilemmaet i forsoning bliver derfor i sidste ende det vanskelige at vælge mellem fortrængning og projektion på den ene side og realisme og tagen ansvar på den anden side. Dvs. at se livet i øjnene, som det er, så man uanset hvor traumatisk man har opført sig eller hvor traumatiske oplevelser man har oplevet er klar over, at livet (også) fremover er ens eget ansvar.
Som offer må man se i øjnene, at man er blevet skadet, at man har lidt og uretfærdigt (fordi intet overgreb kan være retfærdigt) er blevet udsat for overgreb, men også at man selv indeholder det onde, de mørke sider, som under givne forhold kunne have forvoldt meget mere skade end vi normalt mener os i stand til og er parate til at se i øjnene.
Og for gerningsmanden, at se i øjnene, at man besad en ondskab og kynisme, som man ikke troede at eje, at man selv er en del af den cyklus, som man har ønsket at bryde, eller har mørke sider i sig, som under tilstrækkeligt pressede forhold kunne komme i udbrud, sider som man netop kun ville tiltænke sin værste fjende, men som har vist sig også at bo i en selv.
Jeg opfatter forsoning som det gensidige aspekt af tilgivelse, den indre tilgivelse. Forsoning eller tilgivelse er en proces, og opstår ikke ved, at man beslutter sig til, at nu skal det være. Forsoning og tilgivelse tager tid, og valget af at ville starte på processen er hos hver enkelt, og kan hverken forventes eller fremskyndes af andre.
Når vi erkender, at vi er blevet ofre i dobbelt forstand, fordi hele vores liv er lammet af de smertelige oplevelser. At sorgen og hadet er ved at gøre os syge, at hele vores liv er optaget af ét og kun ét, nemlig den sorg eller dette had eller vrede. Da sker det, at vi åbner os, at vi begynder at tage ansvar for de dele af vores historie, som vi indtil da har fornægtet, nemlig at den anden part også lider, også er offer. Ved at erkende at jeg, som offer, selv rummer store mængder had og vrede, hvor berettiget den end måtte være, og at jeg åbenbart dybest set ikke er anderledes end den anden, at vi begge er menneskelige, begge kan forvolde smerte og begge har behov for tilgivelse.
Healingen kommer, når vi tager vare på vores egen sorg og er villige til at se, at der er mere smerte end vores egen. Når vi erkender, at vi aldrig kan få tilbage, hvad vi har mistet, men at vi kan begynde at opbygge grundlaget for en ny fremtid.
Da er det, vi gør os parate. Og måske en dag, efter hårdt, smerteligt arbejde, føler vi det, som jeg har kaldt nåden, eller en gave, at vi er frie. At tilgive i en sådan situation eller mere præcist at give tilgivelse for det, der er forvoldt mig, bliver nu den yderste frihed. Og sker det utrolige, at tilgivelsen findes på begge sider, da er det forsoning.
Derved får hændelserne også mening, for både offer og gerningsmand. Fordi den hudløse kombination af ydmyghed og generøsitet, som er tilgivelsens forudsætning, danner grobund for det dybe menneskelige fællesskab, som i sidste ende giver livet mening.
Offentliggjort første gang i Dialog & Dilemma, CfK 2004