Når man samarbejder med andre organisationer, bør man være jævnbyrdige og samarbejde på demokratisk vis, er der tradition for at mene i Center for Konfliktløsning. Samtidig er et højt fagligt niveau et must, når vi indgår i samarbejdsprojekter. Men hvad stiller man op, når samarbejdspartneren ikke er vant til de samme demokratiske processer som os? Og når de har en anden tilgang til og forståelse af konfliktstoffet end os – fagligt og didaktisk?
Af Annette Whimster, cand.mag., Center for Konfliktløsning
Projektforløbet og planen for undervisning i konfliktløsning blev udviklet i et ligeværdigt samarbejde mellem Center for Konfliktløsning og den rumænske organisation Regional Facilitation and Negotiation Centre. Projektets mål er at undervise rumænske politifolk i menneskerettigheder og konflikthåndtering, for at forbedre deres kontakt med roma-befolkningen. Det besluttes, at den rumænske organisation hurtigt i forløbet skal overtage undervisningen i konflikthåndtering. Det er som regel den bedste måde at sikre lokal forankring på. (1)
”Men allerede første gang vi er sammen med dem på gulvet, går det op for os, at vi tænker altså godt nok forskelligt”, siger Henrik Rosager, underviser i Center for Konfliktløsning, som sammen med underviser Bjarne Vestergaard er tilknyttet projektet.
Rumænien er et nyt demokrati. Indtil 1989 var landet præget af Ceaucesco, kommunisme, politisk propaganda, korruption, censurerede medier og uddannelsessystemet kunne bedst sammenlignes med, hvad vi herhjemme kender som ”den sorte skole”. Rumænien er stadig i gang med at omstille sig, og i første omgang handler det om at indføre demokrati på det formelle plan. Men naturligt nok tager det tid, før demokratiet gennemtrænger systemet, uddannelserne og folks måde at tænke på.
”Det ligger i den demokratiske undervisertradition, at vi vil docere så lidt som muligt. Der er selvfølgelig en grundviden, som bare skal læres, men ellers ved vi jo, at mennesker lærer bedst , når de selv tager stoffet til sig. Så kommer vi ned til vores udenlandske samarbejdspartnere og finder ud af, at det er ikke under huden på dem.
Selvom de rumænske undervisere er langt fremme efter rumænske forhold, slog det os, hvor instrumentelt de underviste. De ønskede at viderebringe præcis, hvad de havde lært for flere år siden af en canadisk konfliktløser og havde tilsyneladende ikke behov for at ændre på det. Det er meget forskelligt fra vores måde at tænke undervisning på.
Vores tilgang er præget af gensidig feedback, proces og udvikling – så det gik op for os, at det simpelthen var to meget forskellige undervisningstraditioner, der mødtes her”, fortæller Henrik Rosager.
Henrik Rosager og Bjarne Vestergaard bragte det på bane over for de rumænske undervisere og forsøgte at tale med dem om at udvikle undervisningen gennem feedback og konstruktiv kritik. Men processen har været hård og langt fra idéel. Det kan være svært at indgå i en demokratisk, gensidigt lyttende proces med parter, der ikke er vant til den arbejdsform.
Hvad har I lært af det her?
” Sat på spidsen bliver dilemmaet at skulle vælge mellem at sikre det faglige niveau gennem ledelse eller at insistere på en demokratisk og jævnbyrdig proces, hvor vi må acceptere, at det faglige niveau ikke svarer til vores standarder.
Der mener jeg, at vi skal smide noget jantelov af os. Center for Konfliktløsning har en stor faglig ballast og erfaring, og den skal vi turde stå ved. Vi skal turde lederskab og være styrende rent fagligt i lignende projekter i fremtiden, hvor vi arbejder sammen med udenlandske partnere. At sige, at vi rent fagligt går ud fra, at vi kan og ved mere end I gør, det er jo meget udansk og meget uha.”
Hvad kan gøres anderledes i fremtidige projekter?
”En træning af trænere, mener jeg bør være en del af et projekt. En slags mesterlære, som vi også gør det herhjemme, når vi træner nye undervisere i Center for Konfliktløsning. Så kunne vi, udover det rent konfliktfaglige, bl.a. træne dem i at give og modtage feedback. Alt sammen selvfølgelig i respekt for deres traditioner”, siger Henrik Rosager og fortsætter: ”Vi har ikke så meget erfaring i centret med den form for lederskab i projekter, så det er interessant at se, om det kunne virke. Det er jo ikke nødvendigvis særlig demokratisk Men håbet er, at de metoder vi lærer dem, kan blive byggesten til en demokratisk proces for dem.”
(1) Projektet blev afsluttet i 2005.
Artiklen er første gang offentliggjort i 2004 i Dialog & Dilemma, Center for Konfliktløsning