Konfliktmægling åbner mulighed for, at personer, der har medvirket i eller oplevet følgerne af overgreb eller voldelige konflikter, kan gå styrket ud af processen. Brugt forkert kan konfliktmægling gentage overgrebet. Kan etikken sikres og skal konfliktmægling være en sanktionsmulighed, når unge træder ved siden af?
Af Annette Whimster, Center for Konfliktløsning
Når man er blevet slået ned af en jævnaldrende dreng i et S-tog kan man godt være bange for at gå udenfor. Man kunne jo møde ham igen. Knuden i maven tager appetitten og spørgsmålene stiller sig i kø: hvorfor gjorde han det? Er han ude efter mig? Vil han gøre det igen?
Et møde i konfliktråd med den anden dreng kan vende situationen om. Han var lige blevet smidt ud af sin far, var rasende og ked af det, og det kom til at gå ud over den første, den bedste – altså dig. Men jeg vidste ikke, at du stadig er bange, jeg er ked af, at det skete og du må undskylde.
”Konfliktmægling kan virke forebyggende på unges kriminalitet”, mener Lotte Christy, projektleder for Socialministeriets og Det Kriminalpræventive Råds forsøg med konfliktmægling for unge 12-15-årige. (1)
”Mægling har jo nogle fantastiske potentialer for begge parter, for det kan være med til, at man ikke hele tiden er nødt til at stramme og straffe. I stedet kan man få håndteret nogle ungdomskonflikter, så de unge får større muligheder i deres liv. Det er det, der er min vision i det her.”
Hidtil har konfliktråd været for voksne ofre og gerningsmænd, men disse konfliktråd har overvejende taget sager, hvor de involverede er over den kriminelle lavalder. Samtidig er der ved at ske en polarisering af ungdommen disse år. Ungdomskriminaliteten er faldende, men der er en lille marginaliseret gruppe, der bliver mere og mere voldelige og kriminelle. På den baggrund er et nyt forsøg under Socialministeriet begyndt sidste år og 52 mæglere er nu uddannede og klare til at mægle i konflikter mellem 12-15 årige. 8 kommuner er valgt til at være med i forsøget og vil de næste tre år tilkalde en lokal mægler i sager om vold og chikanerier eller, når der opstår større konflikter mellem ungdomsgrupper. Mæglerne er mennesker i lokalområdet som i forvejen arbejder med unge som SSP-medarbejdere, skolelærere, gademedarbejdere, sundhedsplejesker eller politifolk.
Projektleder er Lotte Christy fra Det Kriminalpræventive Råd, som tidligere har gennemført det 3-årige projekt ”Skolens sociale liv” om konfliktløsning i folkeskolen. Lotte Christy har desuden siden 1995 været underviser i Center for Konfliktløsning og har netop afsluttet en mastergrad i konfliktmægling fra Københavns Universitet. (2)
”Det, der er særligt ved ungdomskriminalitet er, at det ofte er et gruppefænomen. Der er sjældent nogen unge, der begår kriminalitet eller andre grove handlinger alene. Gruppetilhørsforholdet betyder, at også almindelige konflikter eskalerer hurtigt, for der er altid involveret venner, veninder, en masse rygter og misforståelser. Og alt det kan være svært at lukke ned. Her kan konfliktrådmæglingen være med at sørge for, at konflikten bliver afsluttet, så de unge ikke behøver at gå rundt og være bange for at møde nogen fra den anden gruppe”, fortæller Lotte Christy.
Man laver konfliktmægling, når der sket noget, som skal genoprettes. Den, det er gået ud over, får lejlighed til at fortælle, hvad det har betydet for hans eller hendes liv, og den, der har udført den uønskede handling, er nødt til at se og høre på, hvilke konsekvenser, det har haft for den anden. Samtidig får han muligheden for at tage ansvaret på sig, komme med en forklaring og undskylde. Og når ens forklaring og undskyldning bliver hørt og accepteret, får man genoprettet sin egen værdighed. Håbet er så, at når man har været igennem den proces, går man ikke bare ud og gør det samme igen en anden gang. Man har lært noget.
”Det, der er med til at marginalisere og ekskludere unge mennesker i dag, er en følelse af magtesløshed og af ikke at kunne finde en plads til sig selv i samfundet eller uddannelsessystemet. Hvis de unge kan gå fra konfliktmægling og føle, at de er blevet klogere på sig selv og den anden, at deres værdighed er blevet genoprettet, føle sig friere og med mere indflydelse på deres eget liv, så synes jeg, at det er stort”, fortæller Lotte Christy.
Det styrker selvfølelsen, når man får mulighed for at fortælle historien fra sin egen vinkel og selv har indflydelse på de aftaler, der laves som afslutning på en konfliktmægling:
”Når konflikter bliver voldsomme, ender de unge ofte i de kasser, der hedder ”gerningsmand” og ”offer”. I et vellykket konfliktmæglingsmøde kan de komme ud af de stigmatiserende kategorier, de er blevet anbragt i eller har anbragt sig selv i. Det sker, når de får fortalt deres historie og får anerkendt den anden. Samtidig viser vores erfaringer, at når man begynder at tale om hændelserne, er det ikke længere så klart, hvem der er offer og hvem der er gerningsmand. Ofte har begge parter bidraget til konflikten.”
Parterne skal så selv finde ud af, hvad der skal til for at genoprette det, der er sket. Her understreger Lotte Christy, at det er ”absolut vigtigt”, at det er parterne selv, der skal nå frem til en aftale:
”De skal aftale, hvad de skal gøre i fremtiden, når de møder hinanden. De skal aftale om andre skal vide noget om konfliktmæglingen, og hvad kammeraterne, lærerne og forældrene skal have at vide. Det giver en stærk følelse af styrkelse og selvværd”.
Lotte Christy pointerer, at frivillighed er et afgørende princip i mægling. Man skal være villig til at deltage i processen og tage ejerskab over konflikten.
”I mægling er grundprincippet jo det, at det er parterne selv, der er kloge på deres egen konflikt”, fortæller hun.
Den norske kriminolog, Nils Christie, som er de norske konfliktråds ”fader” og en inspirationskilde for Lotte Christy, siger, at når man lader et system, en dommer eller en lærer gå ind og afgøre noget i andres liv, så har man stjålet konflikten fra dem, som ejer den. Mægling skal være båret af en ydmyg tro fra mægleren på, at det ikke er dig, der er klog og det er ikke dig, som skal løse det her. Det er parterne selv, der skal det, og som mægler skal du tro på, at de kan.
”Så frivilligheden er meget central for hele processen”, siger Lotte Christy.
Når du er ung, har andre ansvar og myndighed over dig. Jo yngre man er, jo mere kan frivilligheden blive et tomt begreb. Det kalder på en særlig etik og opmærksomhed. Dilemmaet opstår i krydsfeltet mellem frivillighed, de unges livssituation og samfundsmæssige interesser.
Hvis konfliktmægling udbredes som social praksis i alle kommuner, sker der en institutionalisering af mæglingen. Vil man kunne pålægge en ung at gå i konfliktmægling? Bliver konfliktmægling en sanktionsmulighed – på linie med straf – bare med et venligere ansigt? Og i givet fald, hvad kan konsekvenserne blive?
”Det kan ske, at den der har begået en grov handling mod en anden ikke egner sig til at gå i mægling. Det er jo ikke alle personer, der gør det. Hvis du skal udsætte en person for et møde med den, der har begået et overgreb, så skal du være ret sikker på, at vedkommende møder et menneske, der er i stand til at erkende sit ansvar, tage det på sig, forklare sig og jo også gerne sige undskyld. Når du som mægler på forhånd snakker med nogen, som du kan mærke ikke kan det, simpelthen ikke evner at sætte sig i en anden persons sted, så vil det være et ekstra overgreb at sætte sådan to personer sammen i et møde. Det skal man som mægler være i stand til at afgøre”, understreger Lotte Christy.
Så tvang og konfliktmægling hænger rigtig dårligt sammen, da vilje og evne til at tage ansvaret på sig er afgørende for processen.
På den anden side, holder mægleren sig bogstaveligt til frivilligheden, går nogle unge måske glip af en mulighed for at få større indflydelse på og magt over deres eget liv. En form for pres kan derfor være på sin plads. For den unge kan det være svært at sige ja til noget, som han ikke ved hvad er. Mægleren har et vigtigt forarbejde med at formidle, hvad en mægling går ud på og skabe tryghed og tillid.
”Så der sker en stor grad af motivering, som du godt kunne kalde et pres”, fortæller Lotte Christy.
Også forældrene er meget vigtige i den proces. De både må og bør give videre til de unge, hvilke synspunkter og holdninger de har omkring konfliktmægling. Netop fordi de ikke repræsenterer systemet, men er de unges nærmeste støttepersoner, har de lov til at presse den unge lidt for at få dem til at medvirke.
”Når alt det er sagt, så skal den unge have mulighed for at sige om de vil medvirke eller ej”, siger Lotte Christy.
Lotte Christy er varm fortaler for konfliktmægling for unge. Alligevel er hun den første til at advare mod, at konfliktmægling bliver betragtet som en god løsning, hver gang der opstår problemer, hvor unge er involveret. For det er langt fra altid, at konfliktmægling kan løse problemerne.
”Der er ofte tale om, at voldelige konflikter og kriminalitet mellem unge dækker over komplekse årsager og store sociale problemer. Og hvis mægling bliver brugt til at lappe på tunge sociale problemer, så tror jeg, at vi kommer til kort. Så kommer vi til at misbruge og miskreditere mægling”, mener Lotte Christy.
Så når en hel familie har tunge sociale problemer, kan man ikke bare pille et enkelt medlem af familien ud, som har lavet noget ”kriminelt”, og lave mægling. Det løser stadig ikke familiens problemer, som er kilden til den unges adfærd. Det samme gælder strukturelle problemer i kommunen. Hvis de unge igen og igen havner i ballade, fordi der ingen ungdomsklubber eller andre steder at være for de unge findes i kommunen, duer det ikke at fokusere på de enkelte og mægle mellem dem.
”At individualisere konflikterne kan være risikabelt, hvis du dermed undlader at gøre noget ved alvorligere sociale problemstillinger”, pointerer Lotte Christy, ”faren er, at man bruger mægling som plaster på noget, som forbliver uløst”.
Der er altså flere dilemmaer at forholde sig til i forbindelse med indførelse af konfliktmægling for unge. Alligevel mener Lotte Christy, at potentialet til at genoprette det, som er sket og forebygge nye voldelige hændelser gør, at konfliktmægling er et vigtigt redskab i håndteringen af konflikter blandt unge. Til gengæld bør de etiske overvejelser hele tiden tages.
”Gennem de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere optaget af etikken. Af at hele tiden måle det, jeg gør, og spørge mig selv: hvad er formålet med det her? Hvad og hvem tjener det?”, fortæller hun.
Derfor er uddannelsen af mæglerne afgørende, og der er brug for løbende supervision og erfaringsudveksling. Lotte Christy mener, at den enkelte mægler konstant skal have etikken for øje og kunne vurdere:
”Hvornår kan konfliktløsning bruges som undertrykkelsesmekanisme og hvornår er det frigørende?”
(1) Projektet er afsluttet og har blandt andet dannet grundlag for Center for Konflitløsnings Ungemægleruddannelse.
(2) Artiklen er skrevet i 2004.
Offentliggjort første gang i 2004 i magasinet Dialog & Dilemma, Center for Konfliktløsning.