Billeder på TV viser hadefulde, danske unge, tilsyneladende uden for dialogisk rækkevidde, der overfalder og truer indvandrere. I aviser ser vi billeder fra flygtningelejre i Sudan og læser om grusomme overgreb på den afrikanske befolkning. Min amerikanske families nabo kastede sig ud fra WTC den 11. september. Mine israelske venner har mistet slægtninge i koncentrationslejre, i selvmordsbombeattentater og i krigen mod den palæstinensiske befolkning. Jeg kunne blive ved.
Når jeg hører om disse ting, så er jeg nær ved også at ønske, at grusomhed og død må ramme dem, der selv piner og myrder. Jeg har svært ved at vise mere forståelse og rummelighed – jeg bliver selv ”ond”, ser kun muligheden at sætte hårdt mod hårdt. Men på den måde forsvinder ondskaben ikke, skruen får aldrig ende. Med disse tanker snurrende, har jeg talt med Steen Clausen, advokat og mægler ved Center for Konfliktløsning.
Af Nethe Plenge, forfatter og underviser ved Center for Konfliktløsning
Findes der ikke ”retfærdige” eller ”nødvendige krige”, når alternativet er en større menneskelig lidelse?
Det virker umiddelbart så let at svare på, fordi det netop er sådanne spørgsmål, som motiverer mennesker til at slå andre mennesker ihjel - i det godes navn. Det var sådan krigen startede i det tidligere Jugoslavien. TV viste billeder af myrdede børn. I kroatisk TV var det serbiske børn, og i serbisk TV var det kroatiske børn.
I al krig slår mennesker ikke andre mennesker ihjel, men de slår det onde ihjel, de frelser verden. Så når magtfulde, kulturbevarende autoriteter medvirker til at dæmonisere mennesker til u-mennesker og onde fjender, så synes vi, at det er ok at slå dem ihjel. Og det gælder på begge sider. Sådan er krigens paradigme, men vi har en mulighed for at tænke på en anden måde.
På det internationale niveau kan de store konflikter analyseres, og der må forhandles med alle parter. Det internationale samfund - FN - må træde til og starte dialoger og forhandlinger. Når undertrykkelsen af den ene part først har fundet sted, er det en meget vanskelig opgave, fordi had og hævn er ved at tage over, og fordi politikere kan få magt gennem udnyttelse af disse naturlige reaktioner hos mennesker. Så fredens paradigme kræver modige og myndige kvinder og mænd i politik.
Nogle gange kan det komme dertil, at krigen – i sin egen selvforståelse - er blevet den mulige løsning i en given situation. Det er min påstand, at krige er ikke nødvendige, men når krigen er en realitet, må vi forsøge at forstå krigen og dens årsager. Også på det personlige niveau kan vi vælge, om vi vil forsøge at forstå krigen, eller om vi vil fordømme den. Fordømmer vi den, har vi lukket for forståelsen.
Vi kan forsøge at forstå, hvordan det kom så vidt, at krigen tilsyneladende blev den eneste mulighed. Det er det, vi kan gøre til genstand for undersøgelser og samtaler, hvor vi end kommer. For hvis de åbne og åbnende samtaler holder op, er vi til fals for den slags manipulation, som krig holdes i live af.
Krige organiseres, fordi ledere ønsker at dominere gennem skabelse af frygt og anvendelse af vold. Vi ser, at den viden, indsigt og erfaring, der kan hindre at krige udvikles, ikke tages i brug eller ligefrem undertrykkes. Her spiller symboler en stor rolle. Vi kan manipuleres til at gå i krig for et givet symbol og imod et andet. Og krigens ledere bliver jo symboler.
Nej, det er ikke den betegnelse, jeg vil bruge, når jeg bevæger mig i fredens univers. De politiske ledere, der bliver krigsherrer, arbejder i en kultur og civilisation, der bygger på krigens paradigme. Deres handlinger er indrettet efter den forståelse af, hvilke muligheder der er i nationale og internationale konflikter. Så spørgsmålet er, om de har et reelt valg, med mindre de aktivt vil arbejde for en omvæltning fra krigens til fredens paradigme.
Du taler om dialog med fjenden, du siger endda, at freden med terroristerne går gennem dialog. Hvordan i alverden får vi disse symboler, krigsherrerne, terroristerne, i tale – er du ikke ret naiv? De, der har mulighed for at mødes med ”fjenden”, må møde dem som mennesker og ikke som symboler.
Som mennesker taler Bush, Bin Laden, Sharon og Saddam Hussein med deres koner og venner. Også de taler jo med andre om livet og meningen med livet. Det er en forudsætning for samtalen, at vi tør møde hinanden og vore fjender som mennesker – på godt og ondt – som jeg selv, og ikke som idealiserede symboler, der kan drive os ud i krigens vanvid. Vi kan jo huske på, at Vietnamkrigen og apartheid i Sydafrika sluttede gennem dialog, forhandlinger og aftaler med ”terroristerne”. Bare for at nævne et par eksempler.
Vi har alle sammen den mulighed, her i vores beskyttede del af verden, at føre den nødvendige samtale og dialog om krigen og dens årsager. Og så må vi se i øjnene, at det onde også er en del af os selv. Ikke fornægte eller fortrænge det, men anerkende det, når det optræder. Vi må turde standse op, tøve og tænke os om, når vi for eksempel selv drives af ønsket om had og hævn. Vi må se os selv i øjnene og skille symbol fra menneske.
Når du oplever ondskaben i dig selv, så kan du byde det velkomment som et signal til dig selv om, at her er noget, der nok fortjener at blive taget i øjesyn - for eksempel gennem en samtale med et andet menneske.
Dit bidrag kan være at vise lidt mere barmhjertighed, indgå i flere dialoger, undersøge og udbygge din viden om krigens og fredens kræfter og paradigmer. Samtalen har en kraft, og med den kan vi gøre noget, lige meget hvor vi er i verden – vi kan tale som vi to gør det nu, med vores venner og modstandere, med vores børn og andre, vi møder.
Før krig må vi sammen med andre arbejde med fredens univers og mod vold og frygt.
Under krig må vi sammen med andre arbejde for at bevare vores menneskelighed.
Efter krig må vi sammen med andre arbejde med tilgivelse og forsoning
Vi hverken kan eller skal frelse verden. Vi må leve med og i verden som den er, men vi kan alle arbejde for og håbe på en fredeligere verden. Vi bidrager, når vi taler sammen om krigen, dens årsager og alternativer, og når vi ikke lader os gribe af had og hævn, men i stedet arbejder med ikkevold i tanke, tale og handling. Bæredygtig retfærdighed skabes ved anvendelse af ikkevold, og ikke gennem vold og frygt.
Offentliggjort første gang i Dialog & Dilemma, Center for Konfliktløsning 2004