”Vi har ikke krig, fordi vi er krigeriske - vi har krig, fordi vi investerer i krig. Vi har ministerier for krig, kaserner, betalte professionelle hære eller værnepligt, altså pligt til at betjene våben. Våbenindustrien er verdens største, blandt andet fordi skatteyderne i stort set alle lande er med til at betale for indkøb af våben og militærudstyr. Krig er altså en god forretning.
Derimod er krig ikke særlig effektiv – faktisk tror vi alt for meget på krigens evne til at give os det, vi vil have.”
Af Kathrine Toftkær Larney, journalist, Center for Konfliktløsning
Manden, der taler, hedder Kai Frithjof Brand-Jacobsen, direktør for fredstrænings og –researchorganisationen PATRIR. Som ekspert i international konfliktløsning har han arbejdet med regeringer, diplomater og FN-organisationer og han har været på freds- og konfliktløsningsmissioner i blandt andet Afghanistan, Pakistan, Indien, Rusland, Colombia og Somalia. Han ser på ingen måde krig og voldelige konflikter som en naturlov, men derimod som handlemåder der er fremelsket og styrket gennem års intensivt arbejde.
En af de facetter af krigen, der er arbejdet meget målrettet med, er soldaternes vilje til at dræbe - i daglig tale "the killingness", en sammentrækning af ordene "to kill" (at dræbe) og "willingness" (villighed). Undersøgelser fra den amerikanske hær viser, at under 2. Verdenskrig var det færre end 25% af de amerikanske soldater, der skød for at dræbe selvom de var i kamp og under beskydning fra deres svorne fjender i den tyske hær. Under Koreakrigen var lidt over halvdelen af de amerikanske soldater parate ti at skyde for at dræbe og under Vietnamkrigen var dræberviljen helt oppe på 90%.
Bag denne udvikling lå en målrettet indsats fra det amerikanske militær, en indsats der stadig foregår på forskellige planer overalt i verden. Målet er at gøre krig og militærtjeneste til noget både acceptabelt og ønskværdigt, og vejen til dette mål omfatter blandt andet udvikling og lancering af krigsspil for børn og unge, militær image-pleje og PR med vægt på sammenhold og gode oplevelser i militært regi samt en stærk ideologisk markedsføring af krig som et middel til at skabe positive forandringer.
Der er dog grund til at holde hovedet koldt midt i krigspropagandaen, understreger Kai Frithjof, for ”militæret kan altså ikke skabe fred. Det er ikke det, det er oprettet for eller konstrueret til.”
Kai Frithjof ser en klar tendens gennem de seneste 15-20 år, hvor en række statsledere har markedsført krig som et middel til at skabe fred og løse konflikter.
Den anden side af denne politik har været en udbredt opfattelse af, at fred ikke betaler sig:
”Men faktisk er langt de fleste blivende og positive forandringer i verden gennem de seneste 150 år gennemført af fredelige bevægelser og med fredelige midler. Det gælder for eksempel kvindernes valgret og ligestilling i store dele af verden, det gælder demokrati, udviklingen af et effektivt sundhedsvæsen, ligestilling mellem racer, udviklingen af gode skolesystemer og så videre. Det er der bare ikke fokus på.
Hvis man beder folk i Skandinavien om at nævne 10 krige i verden, så kan alle svare. Men ikke ret mange kan nævne 10 afgørende fredelige omvæltninger – til trods for, at vi lever midt i dem.”
Han peger samtidig på ”korstoget mod FN”, som blandt andet har givet sig udslag i USA's manglende betalinger til verdensorganisationen:
”Fra USA's og andre vestlige staters side har der i de seneste år været en stærk bevægelse for at svække FN og i stedet styrke for eksempel Bretton-Woods institutionerne (bl.a. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond, red.) – en tankegang, hvor verdens problemer kan løses af markedskræfter og militær magt.”
”Når FN har succes, hører vi næsten aldrig om det. Vi hører ikke om de FN-ledede fredsforhandlinger og konfliktløsning i nyhederne. Generelt bliver FN fremstillet som et kæmpe stort og meget langt ineffektivt bureaukrati. Sandheden er, at FNs budget er yderst beskedent - ikke mindst set i lyset af, at der er tale om en verdensomspændende organisation.
Selvfølgelig bruger FN penge og selvfølgelig er der spild i FN-systemet. Men det er intet mod det spild, der er indenfor militæret i stort set alle lande. Der er så stor inkompetence i militæret.”
”Der er forskellige forklaringer på krigens popularitet, og en af de vigtigste tror jeg er det, der er blevet kaldt den vestlige verdens intellektuelle bankerot. Efter Murens fald holdt vi op med at tage de politiske diskussioner, som vi havde i 1970’erne og 80’erne. I dag taler man om ”governance”, ikke om ”politics”. Det er i dette politiske tomrum, at nogle mennesker er tilbøjelige til at acceptere krig som en nødvendighed - eller for den sags skyld angrebene på vores velfærdssystem, sundhedssystemet og uddannelsessystemet – hvordan kan vi dog tillade det?”
”Mangelen på politiske udfordringer gør det let for de regeringer, som tror på militære løsninger. Som jeg ser det, har vi i dag en krigsbevægelse bestående af regeringer. Lad os koncentrere kræfterne om at skabe en folkebevægelse for fred som et modsvar.”
Det politiske og ideologiske sammenbrud i store dele af verden har bidraget til svækkelsen af den engang så slagkraftige fredsbevægelse. Til gengæld peger Kai Frithjof på, at fredelig konfliktløsning i dag er mere udbredt end nogensinde:
”Konfliktløsning er blevet mere professionel og mindre folkelig og social end for eksempel fredsbevægelsen i 1980’erne, men det giver også noget at bygge videre på. Globalt set har vi aldrig haft så mange eksempler på god konfliktløsning, som nu, og det kan vi lære af.”
Hvis man ofrede fredsopdragelse og konfliktløsning samme opmærksomhed, som man ofrer krig og militær, kunne man let opbygge en infrastruktur for fred (1). Og det er præcis, hvad der er brug for, siger Kai Frithjof:
”Tænk på opbygningen af sundhedssystemer i hele verden. Vi har opbygget et fintmasket sundhedssystem på alle niveauer, hvor vi begynder med at lære om sundhed i skolen. Vi har apoteker og praktiserende læger og sygehuse, vi har ministerier for sundhed og vi har Verdenssundhedsorganisationen WHO.”
”På samme måde har vi en infrastruktur for krig. En fantastisk infrastruktur fra forsvarsalliancer til uddannelsen af den enkelte soldat. Men vi har ikke en infrastruktur for fred. Vi har militære uddannelser, vi har værnepligt, men ikke fredspligt.”
Fred og fredelig konfliktløsning er reelle alternativer til krig og militær intervention, og den bedste måde at styrke freden på er at vise alternativer til krigen og til det militærindustrielle kompleks (2):
”Det er utroligt vigtigt at være konkret. Ideologiske diskussioner om ikke-vold ændrer ikke noget som helst. Vi skal vise alternativerne til krig og vold i praksis og vi har brug for dygtige praktikere. Konfliktløsning er ikke noget, man kan lære ved at læse i en bog. Det er ikke kun teori. Det svarer til at forestille sig en læge, der kun har en teoretisk uddannelse – eller en pilot…”
”Der er ikke noget mærkeligt i, at der er krig i verden. I stedet for at undre os over det, skal vi se tingene i øjnene og forstå, hvordan de hænger sammen. Krigen i Irak er jo rent taktisk ikke andet end en klassisk guerillakrig mod en besættelsesmagt. Og konflikten i Somalia (som har varet i snart 17 år, red.) er ikke uforståelig og fremmedartet, som mange hævder – det er en klassisk konflikt om fordelingen af ressourcer, fodret af enorme mængder af våben. Og fredsforhandlingerne er langt hen ad vejen blevet ødelagt af skænderier mellem Storbritannien og Italien om, hvem af de to lande, der skulle lede processen. Stormagtsinteresser, men ikke noget mystisk.”
I det hele taget går Kai Frithjof ind for, at også fredselskende mennesker skal kende deres krige, forstå dem og ikke mindst tale om dem:
”Danmark er jo også et land i krig. Og det er da en god anledning til at tage en åben og demokratisk diskussion om, hvad vi vil med krigen.”
Konfliktløsning skal ikke være en ideologi, den skal basere sig på forståelse for de faktiske forhold. Og så skal den vestlige verden og ikke mindst de skandinaviske lande se at komme af med deres selvforherligelse:
”Skandinaviske organisationer har en tendens til at være så centrerede om deres eget ego – en holdning om at VI har tænkt det hele fra begyndelsen og det var OS der tænkte det. Men sagen er, at mange andre lande i verden er lige så dygtige som os. Mindst! For eksempel har Cambodia verdens bedste fredsuddannelse, og Afrika har mange stærke og slagkraftige konfliktløsnings- og fredsbevægelser. De sidder ikke med hænderne i skødet og venter på, at vi skal komme og redde dem.”
”Det er også vigtigt, at vi ser på vores eget bidrag til krigen. Vi synes selv, at vi er så demokratiske, men hvad gør vi egentlig ude i verden? Jeg er selv nordmand, og kan fortælle, at Norge er verdens 9. Største eksportør af våben – og den største målt i forhold til indbyggere.”
”Og Danmark er jo som sagt et land i krig..."
(1) På Danmarks Statistiks hjemmeside www.dst.dk [1] kan du løbende orientere dig om, hvor mange penge Danmark bruger på militæret i forhold til andre poster på nationalbudgettet, f.eks. miljøforbedringer.
(2) Begrebet er lanceret af den amerikanske præsident Dwight D. Eisenhower som betegnelse for det nære samarbejde mellem våbenproducenter, væbnede styrker og politikere.
Artiklen er skrevet på baggrund af Kai Frithjof Brand-Jacobsens foredrag ved Center for Konfliktløsnings generalforsamling, april 2008.
Links:
[1] http://www.dst.dk