Nyhedsbrevet kan også læses på http://konfliktløsning.dk/nyhedsbrev/2008/september_2008
Indhold
• Medlemsforum
• Dialogzonemøder
• Global Peace Index
• Palestinian Conflict Resolution Centre
• Åben konfliktrådgivning
• Indvandrerdage
• Nye artikler
• Centerkontoret
Medlemsforum – kom godt i gang
Nu er det muligt at få kontakt med andre medlemmer via medlemsforum på hjemmesiden. Hvis du ikke allerede er logget på så skriv en mail til medlem@konfliktloesning.dk [1] eller ring til os på 35 20 05 50.
Du skal blot oplyse dit navn, så sender vi brugernavn og adgangskode.
Medlemsforum er et tilbud til alle, der er medlem af Center for Konfliktløsning. Både de kollektive medlemmer og de personlige medlemmer opfordres til at bruge denne nye mulighed for at give kommentarer til vores arbejde og netværke med andre. Når du logger ind på medlemsforum, bliver du præsenteret for en række underemner. Du kan f.eks. gå direkte til nyheder for at hente aktuel information, eller du kan starte en debat under et af emnerne. Alle er velkomne til at skrive indlæg og kommentere på andres. Besøg www.konfliktløsning.dk [2]
Dialogzonemøder
Efterårets møder for medlemmer er godt i gang. Den 23.september mødtes 20 personer i Tårnstudiet i København for at være med i dialogen om ”Kreativ konfliktløsning”. Birgitte Winkel fik os i gang med at tegne vores konflikter, og det kom der en rigtig spændende og øjenåbnende aften ud af. Birgitte Winkel følger op med endnu en dialogzone i Århus torsdag den 20. november kl. 19 på Hovedbiblioteket.
Men inden da, er Knud Halding vært for dialogzonen i Århus om ”Konflikter og vold” den 30.september, og Ditlev Nissen vært for dialogzonen i København om ”Klimakrise og fredelig konfliktløsning” den 8. oktober og igen 6. november i Aalborg.
Alle medlemmer opfordres til at reklamere for dialogzonen, som er en rigtig god lejlighed til at få indblik i vores arbejde – du er altid velkommen til at tage venner og bekendte med.
The Global Peace Index
Danmark er et af verdens mest fredelige lande ifølge indekset. Vi ligger som nummer to på listen, hvor 140 lande er vurderet ud fra en række indikatorer så som respekt for menneskerettigheder, import af våben, interne og eksterne konflikter osv. Sammenligningen blev første gang foretaget i 2007 – dengang var Danmark nummer tre. Men indekset for 2008 viser, vi er flyttet op på en anden plads kun overhalet af Island. For yderligere information se: www.visionofhumanity.org [3]
Palestinian Conflict Resolution Centre
Den 24. september havde vi besøg af lederen og ungdomskoordinatoren fra det palæstinensiske konfliktløsningscenter WI’AM, der ligger ti Betlehem. WI’AM betyder på arabisk ’ hjerteligt forhold’, og centret forsøger da også at skabe et hjerteligt forhold mellem palæstinensere og israelere og mellem palæstinensere indbyrdes. Efter 40 års israelsk besættelse er generationer vokset op i skyggen af vold, arbejdsløshed, turisters fravær, fattigdom, traumer, polarisering, misbrug, emigration og håbløshed. Med den israelske sikkerhedsmur er Betlehem blevet et åbent fængsel, og landmænd har fået frastjålet deres jord med oliventræer, så de ikke længere kan ernære sig.
Konflikter opstår ikke blot i forhold til besættelsesmagten, men også indadtil i samfundet politisk, socialt og familiært. Centret hjælper stridende parter med fredelige alternativer til konflikt. Det gør de ved at kombinere den traditionelle arabiske mægling kaldet ’sulha’ med moderne vestlige modeller for konfliktløsning. Centrets grundlægger og leder Zoughbi Zoughbi og ungdomskoordinatoren Usama Nicola lagde op til et samarbejde og faglig udveksling af teori og metoder. Kontakten var formidlet af Danske Kirkers Råd, som også arrangere et åbent møde aftenen før, hvor CfKs medlemmer var inviteret.
Åben konfliktrådgivning
Den åbne konfliktrådgivning i København er klar til at få flere besøg i den gratis rådgivning. Rådgivningen holder til på fire adresser i København: Karen Mindes Kulturhus, Kulturhuset Bispebjerg Nordvest, Verdenskulturcentret Nørre Allé og Christianshavns Beboerhus. Alle kan bruge den gratis og anonymt – fortæl dine venner og bekendte om muligheden – ring og bestil tid på tlf. 21 16 14 59.
Rådgivningens telefonpasser og koordinator Heidi Christoffersen har besluttet at give opgaven videre til en anden frivillig, da hun er i fuld gang med studierne. Heidi har virkelig været et aktiv for rådgivningen, og vi takker for den flotte indsats.
Rådgivergruppen søger en frivillig, der vil hjælpe med PR-arbejdet og gøre tilbuddet kendt i de fire lokalområder. Center for Konfliktløsning søger derfor en engageret person, der har lyst til at hjælpe med at få udbredt det gode budskab om gratis konfliktrådgivning. Du skal kontakte lokalaviser, hænge plakater op, sørge for distribution af informationsmateriale med videre. Måske kan du også overtage telefonkontakten til brugerne? I første omgang regner vi med, du kan afse 2-3 timer om ugen. Hvis du er interesseret, så kontakt Annette Willig på mail: annettewillig@yahoo.dk [4]
Indvandrerdage
Akademiet for Migrationsstudier i Danmark afholder 12-13. november konferencen ’indvandrerdage 2008’ i Aalborg Kongres og Kulturcenter. I plenum taler blandt andre Gretty Mirdal om psykologiske problemstillinger og Torben Tranæs om det etnisk opdelte samfund. Der vil blive workshop om diskrimination, radikalisering, indvandrere og bosætning, velfærd og sammenhængskraft og meget mere. Formålet er at fremme dialogen mellem forskere, politikere, journalister og alle øvrige praktikere, som i deres arbejde beskæftiger sig med indvandring og integration i Danmark. Tilmeldingsfristen er 20.oktober og det koster 2500 kr. – se dog særlige priser for studerende mv. på hjemmesiden.
https://conferences.samf.aau.dk/index.php/indvandrerdage/I-dage [5]
Nye artikler
Center for Konfliktløsning ligger inde med en masse viden, og vi har valgt at lægge en række artikler og interview med vores undervisere ud på hjemmesiden under det menupunkt på forsiden, der hedder ’Videnscenter’. I sommerens løb er der kommet tre nye artikler til samlingen – de præsenteres kort nedenfor til inspiration for videre læsning.
Konfliktkultur - relationelle trædesten
Alarmer og overvågning er udtryk for, at der eksisterer et problem, og problemer kan blive til konflikter, hvis de ikke håndteres rigtigt. Derfor er det vigtigt, at have et arbejdsmiljø, der kan håndtere konflikter – uanset om man kombinerer det med overvågningssystemer eller ej. Hvis konfliktløsning bliver flyttet fra relationerne mellem mennesker til vandfaste printplader, så overser vi alle de kreative handlemuligheder - og vi får et kæmpe problem ved næste strømafbrydelse.
På baggrund af Center for Konfliktløsnings erfaringer med undervisning og praktisk konfliktløsning gennem de sidste fjorten år har vi udviklet et begreb, som vi kalder det konflikthåndterende arbejdsmiljø. Det er baseret på seks grundelementer: Et fælles sprog, nye måder at tale om konflikter på, metoder til konfliktløsning, klar kommunikation, evnen til at analysere situationer og modet til refleksion.
Læs hele artiklen på hjemmesiden http://www.konfliktløsning.dk/artikel/9/konfliktkultur_relationelle_tra... [6]
Den konstruktive feedback
Feedback med omtanke kan foregribe den type arbejdsrelaterede konflikter, der bunder i fortielser af det, vi er uenige med andre i. Samtidig er feedback en nødvendig rettesnor i et foranderligt arbejdsliv. Tankeløs feedback kan skabe konflikter, mens feedback med omtanke kan bidrage til kollegial tillid og faglig udvikling.
Mange ønsker sig et arbejdsliv med høj grad af indflydelse, selvstyring og muligheder for personlig udvikling. Ønsker, der ligger lunt i slipstrømmen på det gode, udviklende arbejdes ideologi og organisationsformer. Det kan betale sig for arbejdsgiveren at organisere arbejdet på en måde, der giver medarbejdere størst mulig indflydelse og ansvar, og medarbejdere er tilsyneladende slet ikke utilfredse med denne moderne form for arbejdsliv.
Læs hele artiklen på hjemmesiden: http://www.konfliktløsning.dk/side/15/den_konstruktive_feedback [7]
Køn & konfliktmægling
Bliver mæglingen simpelthen bedre, hvis man reflekterer over processen med en kønsvinkel i baghovedet? Er det en god idé at tænke over, hvad ens eget køn gør ved de folk, man faciliterer. Svæver der kønsstereotypier rundt i baghovedet, som sætter sig igennem bag om ryggen på én, og forstyrrer dét, det professionelle arbejde, man udfører som mediator?
Kønsaspekterne af konfliktmægling er ikke veldokumenterede. Litteraturen er sparsom. Måske er det fordi, det er indlysende, at køn spiller en rolle. Eller måske er det fordi, mægling handler om individer, sagen, relationen mellem mennesker frigjort fra deres køn. Måske kan man afmontere kønnet, når man arbejder professionelt med konfliktmægling og nøjes med at tale om standpunkter, interesser, behov og følelser som almenmenneskelige. Der hersker under alle omstændigheder en ”gender silence” inden for fagområdet.
Læs hele artiklen på hjemmesiden http://www.konfliktløsning.dk/side/15/k_n_og_konfliktm_gling [8]
Centerkontoret
Vores informationsmedarbejder, Kathrine Toftkær Larney har fået et nyt job, og vi har endnu ikke besluttet, hvorvidt vi ansætter en ny på posten. Vi takker Kathrine for den flotte nye hjemmeside og ønsker hende held og lykke.
I juli måned havde vi en praktikant, Pernille Elkjær Rasmussen som blandt andet skrev en artikel om familiemægling i Australien og oversatte vores konfliktløsningskompendium til spansk. Begge dele ligger på hjemmesiden.
I oktober måned starter endnu en praktikant, Anne- Mette Bymark som blandt andet skal researche på det internationale område. Vi vil gerne vide mere om andre Centre for Konfliktløsning rundt om i verden, så det bliver en af hendes opgaver.
CfKs Nyhedsbrev til medlemmerne udsendes 4 gange årligt i marts, juni, september og december.
Redaktion: Aase Rieck Sørensen, Centerleder, kontakt: ars@konfliktloesning.dk
Links:
[1] mailto:medlem@konfliktloesning.dk
[2] http://www.konfliktløsning.dk
[3] http://www.visionofhumanity.org
[4] mailto:annettewillig@yahoo.dk
[5] https://conferences.samf.aau.dk/index.php/indvandrerdage/I-dage
[6] http://www.konfliktløsning.dk/artikel/9/konfliktkultur_relationelle_traedesten
[7] http://www.konfliktløsning.dk/side/15/den_konstruktive_feedback
[8] http://www.konfliktløsning.dk/side/15/k_n_og_konfliktm_gling