Dialog & Dilemma

"Nyttig idioti" skrev journalisten i sin omtale af Center for Konfliktløsning i anledning af centrets 10 års jubilæum.
"Hellere nyttig end unyttig", svarede Lotte Christy, daværende leder af centret.
Her kan du læse omtalen og svaret i deres fulde længde  - en udveksling om det fornuftige og virkningsfulde ved fredelig konfliktløsning i en verden, hvor nogle konflikter måske bare ikke kan løses...

Størstedelen af de omtalte artikler findes i højre spalte på denne side.

Mange dilemmaer – men der mangler ét

Af antropolog, dr. phil. chefredaktør Anne Knudsen, oktober 2004

Center for Konfliktløsning holder ti års jubilæum og har i den anledning udsendt et skrift i tabloid-format med en serie artikler, der alle sammen er organiseret omkring temaet Dialog og Dilemma. Det er et uhyre velvalgt tema, for der hænger en bismag af ”nyttig idioti” ved foretagender som CfK, og hvis ikke centeret selv havde valgt at tematisere dilemmaerne i sit arbejde, ville omverdenen utvivlsomthave gjort det.

Som det er, går en lang række af artiklerne meget åbenhjertigt til værks i diskussionen om konfliktløsningsarbejdets etiske, politiske og praktiske dilemmaer. Centerets virksomhed spænder uhyre vidt; man tager sig tilsyneladende fortrinsvis af konfliktmægling mellem personer og mindre grupper, som allerede lever i samfund med lov og ret. Men man nærer den bestemte antagelse, at konfliktmægling også er det rette svar på konflikter i en helt anden skala; krige mellem nationer, borgerkrige mellem etnisk definerede grupper, økonomiske konflikter, hvad enten de finder sted på en arbejdsplads eller i globalt regi.
Det forekommer i hvert fald denne anmelder at være et synspunkt, som der burde argumenteres meget mere omhyggeligt for, end det fremgår af temanummeret. Det synes ikke, som om CfK overhovedet opererer med forestillingen om virkelige interessekonflikter, der ikke kan løses ved gensidig forståelse, eftersom de slet ikke skyldes manglende gensidig forståelse. De to parter ved udmærket, hvad den andens bevæggrunde er, men vælger at prioritere sine egne interesser – som de naturligvis også udmærket forstår. At der altså findes konflikter, som aldeles ikke er forståelseskonflikter, og hvor en konfliktløsning derfor ikke kan bygge på antagelsen om, at de er.

Den problematik strejfes kun lidt, ligesom den dermed forbundne problematik vedrørende store, kollektive konflikter versus små, interpersonelle konflikter. Den, der kommer nærmest på at konfrontere en problematik af denne art, er underviseren Nethe Plenge, som diskuterer de underliggende eller ligefrem skjulte antagelser i konfliktmægling og deres tilbøjelighed til at skjule, individualisere eller forflygtige reelle konflikter (artiklen "Glasur på arbejdskampen" under menupunkt  "Arbejdspladsen", red.) Hendes eksempler stammer fra arbejdspladskonflikter, hvor modstillede interesser undertiden giver anledning til anvendelse af centerets konfliktmægling.
Her kommer man tæt på et af de fundamentale spørgsmål, man kan stille til hele CfKs ambition; er det korrekt, som centeret synes at antage, at alle konflikter i grunden har den samme, essentielt psykologiske, struktur, og at man derfor kan bruge samme type midler i løsningen af dem? Man får ikke noget svar. Men det er uhyre klædeligt, at problemet overhovedet stilles op.

Tilsvarende interessant er centermedarbejder Malene Alexanderssons interview med Farhwa Nielsen, der arbejder som kommunal integrationskonsulent. (artiklen "Pigernes balancegang" under menupunktet "Kulturmøde", red.) Nielsen har afghansk baggrund, og hun fortæller om generationskonflikter i familier med anden etnisk baggrund end dansk.
Disse konflikter svarer heller ikke til konfliktmæglingens ideal-idé om ligeværdige samtalepartnere, der mødes i et så at sige herredømmefrit rum; forældrene har altid højere status en barnet, og begge parter ved det. For at gøre det endnu værre er det jo i reglen forældrene, der skal give sig mest, når konflikten handler om unge menneskers råderum i et moderne, demokratisk samfund som det danske. Her viser Farwha Nielsen meget klart og pædagogisk, hvordan den unge pige (af en eller anden mærkelig grund taler artiklen kun om unge piger, skønt unge mænd som bekendt også bliver tvangsgiftet) bliver nødt til at komme forældrene i møde på nogle punkter for overhovedet at få en forsoning i stand. Hun kan nægte at lade sig gifte efter forældrenes forgodtbefindende – men til gengæld kan hun umuligt få deres accept af et vildt sex-liv. Begge må give noget i en konfliktløsning.

Nogle af temahæftets dilemmaer virker en anelse søgte, således psykoterapeuten Bjarne Vestergaards overvejelser over værdien af den danske konfliktløsningsekspertise i forholdet til ”gamle fine kulturer” som den tibetanske. (artiklen "Krisehjælp og kultur" under menupunktet "Kulturmøde", red). Det er naturligvis klædeligt, at Vestergaard er opmærksom på, at tibetanerne ikke er fuldkomne novicer her i verden, og at der under den danske model ligger psykologiske og sociale grundantagelser, der ikke nødvendigvis er universelle. Men man kan undre sig noget over, at han skulle til Indien for at opdage det. Endelig rummer temahæftet også nogle af de artikler, man kunne frygte. Den artikel, hvor centerets grundlægger Else Hammerich roser Jan Øbergs lignende center og til gengæld modtager ros for sit eget. Hvor overraskende er dét?

Det dilemma, som ikke behandles i publikationen, bliver udstillet i sociologen Lilia Winkels interview med sociologen Claus Kold om fredsskabende militære operationer. Her foregiver begge sociologer, at individuel psykologi ligger bag organiserede konflikter i stor skala. Og skønt Kold har nogle bemærkninger om, at selv de stenkastende autonome på Sankt Hans Torv i 1992 ved en behjertet indsats efterfølgende kunne bringes til at forstå de angrebne betjentenes reaktioner, efterlades man med det indtryk, at det hele var et psykodrama mellem personer – ikke en konflikt om principper. I kort begreb: Folkestyret og dets ordensmagt versus mennesker, som ikke ville acceptere en demokratisk afstemnings resultat og derfor gik til væbnet angreb.
Tilsvarende, hvad angår Irak-krigen, hvor man forstår, at man i stedet for soldater skulle have sendt psykologer af sted for at tale Saddam Hussein og irakerne tilrette. Kold påstår helt uden forbehold, at de militære operationer af model Kosovo, Bosnien etc. vil efterlade nye konflikter, når man trækker sig ud igen. Som det foreligger oplyst for denne anmelder, er det en integreret del af de fredsbevarede operationer på Balkan, at man forsøger at oprette institutioner, tillid og hele resten. Men især også, at man stræber efter at holde freden så længe, at den daglige erfaring begynder at antage andre end hævnens farvetoner. Og dét kan have en værdi i sig selv.

Overhovedet er det en skavank ved CfKs konfliktløsningsforestillinger, at de altid stiltiende opererer med, at der uden vold og våbenmagt kan etableres situationer, hvor mægling og konfliktløsning kan finde sted. Men det er jo netop det, man bruger væbnet magt til at opnå, hvad enten det er politiet, som sikrer, at man ikke bliver slået for panden, hvis man siger sine politiske modstandere eller sin fraskilte kone imod – eller det er udsendte soldater, som sikrer, at kroatere og bosniere, serbere og albanere overhovedet kan mødes på fredelig grund for eventuelt at finde fredelige løsninger på deres konflikter.

Her ser man tydeligt, hvorfor konfliktmægling mellem enkeltpersoner som voldsoffer og voldsmand, forældre og børn, naboer og kolleger etc. efter al sandsynlighed er et udmærket fungerende redskab – og hvorfor det er tvivlsomt, at modellen uden videre kan overføres til krigende nationer, klasser og etniske grupper. For mens der ingen risiko er, for at den dømte voldsmand benytter mæglingssituationen til at tæske videre på sit offer, så er netop dét en oplagt mulighed, hvis større, væbnede kollektiver skal mødes ”for at snakke tingene igennem” og finde en fælles løsning.

Og forskellen på de to situationer er naturligvis, at den private voldsmand allerede er underlagt en ganske betydelig – og i princippet væbnet – overmagt, mens krigsførende overladt til sig selv ikke på tilsvarende måde er afvæbnede. Her kommer det altså frem, at det skjulte dilemma mellem kollektive og individuelle konfliktløsninger i virkeligheden er et dilemma om magt. Hvis man allerede har den, kan man mægle. Hvis ikke, må man skaffe sig den. Mæglingsmodellernes  fredsommelighed forudsætter altså stiltiende, at der ét eller andet sted findes en magt, som overhovedet gør den fredelige situation mulig.

Undtagelsen fra reglen om, at der skal være en magt, som omskriver den fredelige situation og således sikrer den, finder man kun, når begge de stridende parter har måttet indse, at de ikke kan vinde over den anden uden selv at gå til grunde. Dét er da også den klassiske situation i de samfund, som traditionelt benytter sig af konfliktmæglere i forbindelse med kollektive konflikter.
Selv kender jeg bedst denne tradition fra min forskning i de nordafrikanske og mediterrane fejdesamfund. Her optræder mæglere kun under nøjagtig disse omstændigheder. For det er kun da, de stridende parter vil acceptere mægling. Så længe de tror, at de kan vinde, føler de ingen trang til at løse konflikten.
Men heldigvis er der masser af mindre konflikter, hvor parterne faktisk ønsker at få bilagt striden. Dér kan konfliktmægling uden tvivl være en langt bedre ide end fortsat strid – eller forsøg på at glemme uden at forsones. Heldigvis er det også her, Center for Konfliktløsning finder sin væsentligste arbejdsmark. Og på den måde kan man udmærket ønske hjerteligt tillykke.

Magtens dilemma og de ubrugte muligheder

Svar på Anne Knudsens anmeldelse. Af Lotte Christy, underviser, oktober 2004

Chefredaktør Anne Knudsen peger i sin spændende anmeldelse af Dialog og Dilemma på et par centrale spørgsmål, der hyppigt drøftes i Center for Konfliktløsning bl.a. på de længerevarende grunduddannelser; nemlig forholdet mellem den lille og den store konflikt og magtens nødvendighed. AK roser CfK for selv at invitere til debatten, da der kan hænge en bismag af ”nyttig idioti” over foretagender som vores – og tak for det!
Et par svar:

AK spørger om, Cfk slet ikke opererer med ”virkelige interessekonflikter, der ikke kan løses ved gensidig forståelse, eftersom de ikke skyldes manglende gensidig forståelse.” Så forenklet ser verden da heller ikke ud i CfKs optik, hverken i forhold til små eller store konflikter.
Interessekonflikter kalder på forhandlingsmetoder om sagen – forståelseskonflikter på en dialog, som kan forbedre relationerne mellem konfliktens parter. Så langt er vi enige. Problemet er, at kernen i konflikten sjældent fremtræder så rent, når konflikten raser. Dynamikken når som regel at forplumre vandene, så parterne nu går efter manden i stedet for bolden. Måske går de endda så rask derudaf, at de har glemt den oprindelige sag og er mere optaget af at skade hinanden; derfor må en vis forståelse ofte tilvejebringes, før parterne er rede til forhandlingsbordet.
Den viden er nødvendig for enhver, der vil arbejde med konfliktmægling. Dette gælder såvel i den lille interpersonelle som i den store konflikt mellem grupper, at analysen må afgøre, hvordan konflikten håndteres. Dialog kan hverken stå alene eller være det automatiske svar på enhver situation. Og på samme måde risikerer konfliktmæglings-metoder, der kun forhandler ’saglige’ interesser, at komme til kort, hvis mæglerens ambition altså er nå frem til holdbare og tilfredsstillende løsninger, som parterne kan leve (godt) med.

Magten – og de ubrugte muligheder

Men hvad med magten? AK finder i avisen ”den bestemte antagelse, at konfliktmægling også er rette svar på konflikter i en helt anden skala; krige mellem nationer, borgerkrige mellem etnisk definerede grupper, økonomiske konflikter, hvad enten de finder sted på en arbejdsplads eller i globalt regi.” Gør centret spørgsmålet om krig til individuel psykologi? Det ville jo, også efter min opfattelse, være en slem vildfarelse. AK savner i den diskussion CfKs holdning til det ”skjulte dilemma” om magt. I den internationale litteratur om evt. paralleller mellem den lille og den store konflikt findes forenklet sagt to typiske holdninger, som får konsekvenser for valget af konfliktløsnings metode:

• Der er absolut ingen paralleller: International politik (og konfliktløsning) handler om magt,realpolitik og rationelle aktører.
• Det er et og det samme. Konfliktdynamikkens socialpsykologiske kræfter er virksomme i bådeden lille og den store konflikt.

Men kan vi ikke bevæge os ud over den ufrugtbare enten-eller tankegang og gå i gang med at anvende den erfaring med konfliktløsning, der faktisk findes? Der ligger et kæmpepotentiale af ubrugte muligheder i at gøre verdenssamfundet i stand til at sætte ind med mange typer af konfliktarbejde på forskellige niveauer og med forskellige aktører. Og selvfølgelig er der god grund til både at erkende forskellene og ligheder imellem de interpersonelle og de kollektive konflikter.
En forskel er, som AK også pointerer, spørgsmålet om lov og ret. Her adskiller de internationale konflikter sig klart, idet vi ikke har en international retsorden, som kan få det sidste ord, og som har tilstrækkelig magt til at gennemføre eller sanktionere sine afgørelser. AK anfører i den forbindelse risikoen for voldelige opgør, ”hvis større væbnede kollektiver skal mødes for at snakke tingene igennem og finde en fælles løsning”.
Den udgave af dialog som et mantra midt i en væbnet konflikt genkender jeg ikke hos CfKs konfliktarbejdere, og jeg ser den heller ikke repræsenteret i avisen (Dialog & Dilemma, red) Jeg er tværtimod enig med AK i, at det kan være nødvendigt i visse situationer at sætte magt bag pæne ord og henstillinger – også væbnet magt. Det afgørende er vel på hvilket ’legitimt’ grundlag – og med hvilket formål?
Jeg så f.eks. meget gerne en fredsskabende styrke beskytte de mishandlede civile flygtninge i Darfur-provinsen i Sudan og adskille de krigeriske fraktioner på en måde, så FNs resolutioner kunne forstås. Men heller ikke det løser jo konflikten i sig selv, hverken på interesseplan eller på det menneskelige helings- og forsoningsplan for de befolkningsgrupper, der skal leve sammen bagefter.

Hvad vi mangler i verden i dag er en yderst bred vifte af konfliktkompetence, som kan sættes ind, både før, under og efter væbnede konflikter. Kendetegnende for de voldsomme internationale konflikter er jo som oftest, at de har endog meget dybe rødder og en lang smertefuld historie, som har forskudt og forvrænget de oprindelige interessemodsætninger væsentligt.
En følge kendt fra borgerkrigene på Balkan er, at befolkningsgrupper, som tidligere har levet godt med hinanden, er blevet fjender med individuelle tab og sår langt ind i familierne.
Fra vores lille historiske hjørne ved vi godt, hvilke spor, krigstraumer i en generation kan afsætte i de næste. Det er derfor centralt at arbejde både med løsningsmuligheder på de reelle interessekonflikter i den enkelte konflikt og med dens (social)psykologiske dynamikker. Det er ikke nødvendigvis de samme mennesker – den samme mægler – der skal kunne det hele, men der er stærkt brug for, at mange kræfter forenes om at tage sig af konfliktens mange dimensioner både før, under og efter voldsomme konflikter, hvis vi altså sigter mod civilsamfundets fred og ikke bare toppolitikernes fred og genvalg.

AK sætter tilsyneladende lighedstegn mellem magt og væbnet (over)magt – et magtbegreb, som nok kan sættes til debat. Der findes dog adskillige eksempler på, at civilsamfundets magt har været med til at gennemtvinge endog store forandringer: Murens fald og Indiens selvstændighed for blot at nævne et par. Det er måske troen på den ubevæbnede magt i civilsamfundet, der skiller vandene.
Et eksempel fra konflikten i Mellemøsten:

Et omfattende og langstrakt konfliktarbejde ligger bag det initiativ til en samlet løsning af alle udestående spørgsmål mellem Israel og Palæstina, som blev til uden om de politiske magthavere i Geneve i oktober 2003. Det er frembragt af modige mennesker fra det civile samfund på begge sider, som erkender, at de har en position i samfundet, der muliggør, at de kan blive hørt i deres respektive samfund af de medborgere, som p.t. understøtter de politiske ledere, fordi de ikke ser andre
alternativer.
Det så magtfulde USA kan tilsyneladende ikke bruge sin magt til at gennemtvinge løsninger, og borgerne i de berørte områder føler sig dybt magtesløse. Konfliktløsnings-processer som Geneve-initiativets kommer i stand ved hjælp af neutrale mæglere / konfliktarbejdere, som for det første hjælper parterne med at overvinde mistroen og frygten for at være i stue sammen, og for det andet får parterne til at lytte til hinandens smertefulde konflikthistorier og dybe interesser.
Andre projekter arbejder med at bringe journalister fra Mellemøstens konfliktområder sammen på neutral grund for at finde ud af, om de kan bringe billeder fra modpartens historie til deres eget folk eller f.eks. producere fælles historier om konflikten, som jo er fælles, selv om det ikke ser sådan ud i det enkelte område.
På den måde er konfliktarbejdet med til at løfte nogle af konfliktens ofre fra en følelse af magtesløshed til større grad af indflydelse og kontrol med den konflikt, de ellers har overladt til dem, der har våbnene. Nødvendige små dryp i den strøm, der en dag skal sætte freden på dagsordenen i Mellemøsten.

I AKs forståelse af magtlogikken skal der altså en (over) magt til at sikre en fredelig situation, hvor mægling kan finde sted. Denne holdning efterlader som anført for mig at se et alt for snævert felt for de aktører, der gerne vil fremme fredeligere konfliktløsningsmetoder, end verden hidtil har fremvist.
Eneste undtagelse fra den magtlogiske ’regel’ finder AK kun, ” når begge de stridende parter har måttet indse, at de ikke kan vinde over den anden uden selv at gå til grunde.” Ja, det har vi heldigvis set eksempler på, f.eks. i Sydafrikas ublodige afskaffelse af apartheidstyret. Her var vilkårene for at se alternativerne mellem fælles undergang og fælles fremtid til stede. Og lederne havde modet til at overbevise tvivlerne om det logiske i nødvendigheden.

Det tragiske ved at agere efter princippet om at vente på det øjeblik i konflikten, hvor parterne opnår den indsigt, uden samtidig at arbejde konstruktivt med konflikten, er, at menneskeliv går tabt, og konflikten træder ind i en fase, hvor volden ændrer dens karakter. Og der findes desværre også tilfælde, hvor parterne ikke stopper konflikten alligevel, ikke fordi de tror på at vinde, men snarere i en illusion om at undgå tab. Israel – Palæstina konflikten ser ud til at indeholde den dynamik. Og den genfindes også i de små konflikter.

Et sidste aspekt

I 1993 gav ’Oslo aftalen’ håb om, at vejen mod fred i Mellemøsten var banet. Et fornemt konfliktarbejde blev i al diskretion gennemført af kloge mæglere fra et neutralt land. Siden er håbet som bekendt svundet noget ind. Kritikere af Oslo-processen har fremført, at der manglede væsentlige medspillere på banen, nemlig de mest ekstremistiske grupper i de to samfund, som flittigt har holdt den kørende siden. De var ikke inviteret. Sikkert er det, at ingen af de politiske topfigurer i den konflikt, der måtte mødes til ’mæglingsmøder’ foran skærmen i USA, er frit stillet til at indgå modige aftaler, som risikerer at vælte dem af pinden i hjemlandet enten med eller uden vold.

Den australske diplomat og udviklingsforsker John W. Burton peger i sine metoder til konfliktløsning i internationale konflikter netop på den interne kommunikation med baglandet som noget centralt, fordi holdbare løsninger nødvendigvis også må tage hensyn til interne forhold i magthavernes bagland. De må gensidigt bringes til at forstå, hvilke interesser, behov og bekymringer, der er på spil for den anden part.
På det praktiske plan blev dette princip brugt af den amerikanske mægler George Mitchell, som igennem flere år bevægede sig frem og tilbage mellem de stridende parter i Nordirland for langsomt at bringe modpartens næsten uantagelige billede af konflikten til den anden part. Derved gødede han jorden for The Good Friday Agreement, som efterfølgende blev stemt hjem af befolkningen i 1998. I alle disse processer spiller dialog en afgørende rolle; og mennesker, som evner at formidle den dialog mellem konfliktens mange aktører, civile som politiske, bør være flere i antal og i højere kurs (= gives større budgetter) end i dag, hvor deres aktiviteter svarer til en forsvindende brøkdel af de militære budgetter.

Mit ærinde er, at Danmark bør arbejde for at opprioritere det, AK kalder ’nyttigt idioti’. Hellere nyttig end unyttig. Fra den lille konflikt ved vi, at det sparer både menneskelige og økonomiske resurser at arbejde med konflikterne på de lavere niveauer.
Når fjendskab, frygt og vold har fået overtaget, skal der langt mere til. Det ser såmænd også ud til at gælde i de internationaliserede konflikter i verden i dag med Irak som aktuelt eksempel. Derfor nærer jeg store forhåbninger til Danmarks kommende indsats i FNs sikkerhedsråd. Vi kan, hvis vi vil, være med til at øge kompetencerne til fredelig konfliktløsning i det internationale samfund.
Udenrigsminister Per Stig Møller skriver i Politiken 22. oktober i et debatindlæg under overskriften ”De rigtige FN-prioriteter for Danmark” bl.a.: ”Det er derfor en dansk mærkesag at sikre FNs kapacitet til at kunne handle hurtigt, og at samarbejdet mellem militære indsatser og civile og humanitære indsatser skal styrkes.” Lad os håbe, dette rækker til en vision om en massiv uddannelse af folk, der kan sættes ind længe, før kvinder og børn myrdes og voldtages i Afrikas flygtningelejre.